Vandløb
Vandet i naturen er i et evigt kredsløb. Langt det meste vand er saltvand i havet, men ferskvand i søer, vandløb og grundvand udgør kun 4 % af jordens samlede vandressourcer. Der findes også vand i luften, men det udgør blot 0,001 % af alt vand.
Ferskvand dækker kun 1% af jordens overflade, men her lever 6% af alle kendte dyrearter.
Nedbør
Der er stor forskel på hvor meget regn der falder i Danmark. Det regner mest i sydvest og mindst i nordøst. Den del af regnen som ikke fordamper samles i grøfter, bække, åer og søer og ender til sidst i fjorde og havet. En del siver ned som grundvand, hvor det renses på sin vej ned igennem jorden, så vi kan pumpe det op som rent drikkevand mange år efter.
Miljøforholdene i vandløb har stor betydning for forurening i søer og havet. Dem vil vi se nærmere på.
En skovbæk som er det øvre vandløb. pga. skygge fra træerne er der sjældent alger i sådan et vandløb, men det kan få store mængder organisk stof fra blade.
De danske vandløb dækker 1,9 % af Danmarks areal, men det har tidligere været mere. Mange bække er lagt i rør eller gravet ned i kanaler.
Danske vandløb kan nå 1½ gang om jorden og er levested for mange dyr og planter, som ikke lever andre steder. De fleste er mindre vandløb og bække, mens resten er større åer. For at skelne mellem bækken og den store å, så opdeler man vandløbet i 3 dele.
Første del er et kildevæld, som fødes fra grundvandet der pibler op fra jorden. Kilden får flere tilløb og vokser til en bæk, og vandet er iltholdigt og koldt. Vandet løber hurtigt og der er ofte grusbund.
Den midterste del er dybere og vandet løber langsommere. Pga. alger vil iltsvingningerne blive større, men der normalt stadig lys nok til bundplanter flere steder. Her trives laks og ørred, fordi ilt og strømforholdene er gode. Det er den del af vandløbet vi ser på nu.
I den sidste del løber vandet langsomt, og her kan opstå iltsvind og springlag. Biologisk og fysisk minder det ofte om en sø. Bunden er mudret og lyset når ikke ned på bunden. Denne del kaldes ofte karpefiskevandet. Karpefisk som skaller og brasen har lettere ved at overleve under svingende iltforhold.
Det slyngede vandløb
Frem til 1960’erne så man vandløbet som en forstyrrelse af landbruget. Det optog plads, og løb over sine bredder og oversvømmede markerne. Derfor rettede man dem ud for at få mere landbrugsjord. Vandløbet fik lov at løbe i en kanal eller i rør. Det var dumt ved vi idag. Derfor bruges millioner på at genslynge vi vandløbet, fordi vi har erkendt, at vandløbet gavner vandmiljøet og biodiversiteten.
Når en å som får lov til at slynge naturligt opstår der forskellige levesteder for smådyr. I det stille vand vil der aflejres sand og mudder, mens vandet vil grave jord ved de dybe høller. Afvekslingen af dybde, strømhastighed, mudder, sand, grus og sten byder på mange forskellige fysiske levesteder for fisk og smådyr, og derfor finder vi en høj artsdiversitet i slyngede vandløb.
Kun ca. 10 % af danske vandløb er slynget, men flere og flere bliver slynget igen.
Denitrifikation - fjernelse af nitrat
Nitrat er gødning på marken, men i vandløbet er det forurening, som vi gerne vil undgå. Et slynget vandløb kan fjerne nitraten. Det sker når det ofte løber over sine bredder, og oversvømmer marker. Forholdene på de oversvømmede marker bliver anaerobt (iltfri), og så kan bakterier omdanne den forurenende nitrat til gassen dinitrogen (N2) som fordamper. Processen kaldes denitrifikation (se afsnit om nitrogenkredsløbet).
Når vandløb rettes ud, bliver der færre oversvømmede områder og det betyder at søer og fjorde forurenes mere med nitrat og det kan skabe iltsvind.
Odense å var for ca. 150 år siden 1540 km lang, men er i dag kun 877 km fordi den er rettet ud, og arealet omkring åen der kunne oversvømmes er halveret.
Stryg
Mellem svingene kan der dannes lavvandede strækninger med stærk strøm og grus. Gruset har en stor overflade pga. de mange sten, og her sidder bakterier og små organismer, som optager og nedbryder dødt organisk materiale, der driver med strømmen. Det renser vandløbet, og man taler om ”vandløbets selvrensende effekt”. Igennem tiden er grus gravet op for at bruge det til byggeri, så en del af genopretningen af et vandløb er at smide grus tilbage i vandløbenes stryg.
Ørreder søger op i vandløbet og gyder deres æg i strygets grus. Gruset gennemstrømmes af vand, der forsyner æggene med ilt samtidig med at gruset beskytter dem mod rovdyr. Når havørreder og laks vokser op, vandrer de fleste ud i havet, og vender tilbage igen senere for at gyde samme sted de selv blev klækket.
Forurening med mudder og sand kan lukke et stryg helt til, og stoppe for ilttilførslen til æggene. En anden alvorlig ”forurening” mod havørreder og laks er også opstemninger som vandmøller, der forhindrer fiskene i at nå op og gyde i stryget – på den måde har man udryddet laksen i Gudenåen ved at etablere Tangeværket.
Udrettet vandløb
For 100 år siden udrettede man de fleste vandløb for at få mere landbrugsjord. Et udrettet vandløb er kedeligt og ensartet, og bunden er blød og mudret. Når man ser et udrettet vandløb siger man ofte at det er ”dødt”, men det er langt fra tilfældet. Et forurenet vandløb har ofte en højere biomasse af dyr og planter. Men fordi strømhastighed, bund og dybde er ensartede, så er der kun levesteder for meget få dyrearter – modsat det slyngede vandløb. Artsdiversiteten er lav, og iltindholdet er ofte også dårligt, fordi der er en dårlig omrøring af vandet.
Udrettet vandløb. Foto: riccardofachirocom
Ørredæg og klækkede ørredyngel. Foto Ruth Hartnup
Bliv (endnu) klogere
Fiskepleje.dk er fyldt med nyeste viden om vandløb, kyster og søer