Dyr og planter i vandløbet
Vandpest er en almindelige vandplante i de fleste danske vandløb og søer Foto: Carolina
I bække og små åer er der ikke mange planktonalger, og det gælder især vandløb, der løber i skygge for træer – der er ikke tid og nogle gange lys nok til at de kan formere sig kraftigt. I den nedre å, og når vandet står mere stille i havet og søerne, får algerne stor betydning som vandets primærproducent, der giver energi op igennem fødekæderne, og kan nogle gange også resultere i iltsvind.
De fastsiddende planter i vandløbene kaldes grøden. Vandpest har i mødt i øvelser, og lever i vandløb og søer med mange næringsstoffer. I øvre vandløb hvor lyset ofte trænger ned igennem vandet, vokser der også fastsiddende alger på sten og planter. De alger spises af snegle, døgnfluenymfer som skraber dem af overfladen. Dyrene i vandløbet lever mest af de døde planter kaldet detritus.
Primærproduktionen fra planterne i et vandløb er normalt høj, og væksten er begrænset af næringssalte. Lysåbne vandløb har tit så stor vækst af grøde (store vandplanter), at der foretages grødeskæring – ellers løber vandet over sine breder og oversvømmer landbrugsarealer. Selvom det kan resultere i den miljøgavnlige denitrifikation, så er det et problem for landmandens dyrkning af marken.
Andet led i fødekæden - dyr og bakterier
I vandløb finder vi langt flere smådyr end i søer, og hovedparten lever af detritus. Artsdiversiteten (antallet af forskellige arter) er højere i slyngede vandløb, og det skyldes de mange forskellige levesteder med høller, stryg, sand og grus. Smådyrene klarer sig alle godt ved gode iltforhold i de øvre vandløb, men nogle arter som slørvingenymfen klarer sig så godt, at de kan udkonkurrere andre. Vi siger de er godt tilpasset leveforholdene med iltholdigt vand og stærk strøm.
Slørvingen lever i rene vandløb
Finder vi en slørvinge der kræver meget ilt for at overleve er det et tegn på gode iltforhold. Vi kalder dem indikatorarter – og det er en god rettesnor, når vi skal undersøge forurening i et vandløb. De fortæller os mere end mange kemiske målinger, fordi de lever der døgnet rundt. Vi kan godt måle gode iltforhold om dagen i et vandløb, men hvis der er mange alger, der bruger ilten om natten ved respiration, så det skaber iltsvind, vil vi ikke opdage det. Mangel på fx slørvinger i vandløbet vil derimod afsløre det for os.
Slørvinge
Slørvingenymfen er tilpasset et liv med stærk strøm og den holder sig fast med kroge på benene. Den kræver meget ilt i vandet, fordi den benytter hudånding og ikke gæller. Når ilten kun kan diffundere igennem det lille areal på kroppens overflade har den brug meget ilt i omgivelserne.
Har et dyr gæller som døgnfluenymfen, ville den have en større overflade ilten kunne lettere diffundere ind i kroppen. Det er derfor døgnfluenymfen kan leve ved en lavere iltkoncentrationer end slørvingenymfen.
Slørvingenymfen også kaldet slørvingen kendes på sine to haletråde. Slørvingen hedder en nymfe i det her stadium hvor den lever i vandet, men bliver i foråret forvandlet til et flyvende insekt som lever i 2-3 uger.
Vårfluelarven
Foto: Bob Henricks
Vårfluelarver klarer sig bedst med gode iltforhold, og de er let at kende på deres huse af sten eller plantestængler. Det giver dem beskyttelse, camouflage og holder dem fast, så de ikke rives med strømmen. Nogle vårfluelarver lever frit uden hus.
Vandbænkebider
Foto: Sharp Photography
Vandbænkebideren finder man ofte i stort antal under sten sammen med igler. Den er meget almindelig og lever i rent, såvel som forurenet vand. Det er ikke et insekt, men et krepsdyr lige som ferskvandstangloppen.
Ferskvands-tangloppen
Ferskvandstangloppen er en generalist. Dvs. den kan leve under meget forskellige forhold, og derfor er den en sikker fangst i de fleste vandløbsundersøgelser. Da den er generalist fortæller den os desværre ikke så meget om iltforholdene.
Rød dansemygge-
larve
Den røde dansemyggelarve er bygget til et liv med lavt iltindhold og hvis vi finder den kan det være et tegn på et forurenet vandløb. Dansemyggelarven indeholder hæmoglobin som vi også finder i blodet. Molekylet er effektivt til at binde ilt, og den kan binde ilten selvom der kun er en lav koncentration i vandet.
Rottehale
Foto: Nathan Reading
Rottehalen kan leve i kloakafløb og kræver stort set ingen ilt. Den har et rør som kan strækkes op til overfladen hvor den kan bruge atmosfærens ilt.
Ilt i vandløbet
Iltindholdet er normalt højt i øvre og middel vandløb og iltsvind er en sjældenhed her. Især strygenes grus gennemlufter vandet, så en del af atmosfærens 21 % oxygen opløses i vandet. Alger og fastsiddende planter bidrager også med oxygen om dagen, men bruger tilsvarende af ilten om natten. Iltproblemer opstår i søer og fjorde hvor vandet flyder langsomt. Her får algerne tid til at blive nedbrudt, og det bruger svampe og bakterier ilten til. Desuden bliver der ikke tilført ret meget ilt fra atmosfæren, når luften ikke hvirvles ned i vandet.
Nedre vandløb med langsomtflydende vand og mange planter og alger giver store iltsvingninger om natten pga. planternes respiration. Foto sabin paul croce
