Søen
Danmark har 2760 søer over 1 ha, og de er dannet under istiden. Andre søer er kunstige søer som mergelgrave – det er en stor mergelgrav vi skal undersøge. Over halvdelen af søerne er desværre fyldt op igennem de sidste 100 år for at vinde landbrugsjord, men det er heldigvis ikke længere tilladt at fylde større søer op. Søer dækker i dag 1,4 % af Danmarks areal. I de sidste 10 år er man begyndt at oversvømme lavtliggende områder, og danne søer og vådområder for at forbedre dyrelivet, og fjerne nitrat ved denitrifikation.
Nogle søer er lukket uden til- og fraløb, og de er specielt sårbare overfor forurening, fordi næringsstofferne bliver i søen i et lukket økosystem (det er sådan en sø vi skal ud og besøge). Andre søer er en del af et åsystem, hvor vandet langsomt bliver skiftet ud. De er mindre sårbare overfor forurening, men til gengæld har det stor betydning hvad forurening der sker i oplandet. Opland er det område med bække og åer, søen får vandet fra.
Allerede for 100 år siden begyndte søerne at blive alvorligt forurenet af udledning af urenset spildevand fra især byerne. I dag renses langt det meste spildevand inden det ledes ud i søerne, og det rensede spildevand er ofte renere end vandet i søen. Den største kilde til forurening af søerne i dag er udledning af nitrat og især fosfat fra landbruget. Der kommer fra den direkte udvaskning fra markerne, men også afdampning fra gylletanke giver nitrogen i nedbøren. Problemet gælder ikke kun marker tæt ved søen, men hele oplandet med bække og åer der fører vand til søen. Derfor har miljøet i vandløbene stor betydning for søerne.
Det gode kredløb
En sund sø har et godt økologisk kredsløb, hvor der er balance mellem dyr og planter, så der ikke kommer for mange alger eller småfisk.
Det økologiske kredsløb begynder med næringsstofferne NO3– og PO43-, og de stimulerer en algevækst af fytoplankton[1] i den øverste del af søen, hvor lyset er tilgængeligt. Fytoplankton vil ikke dominere en ren sø, fordi de bliver græsset ned af zooplankton, som copepoder (vandlopper) og dafnier. Fytoplankton vil ikke blive græsset helt i bund, fordi zooplankton bliver ædt af fredfiskene som er skaller, brasen og små aborrer. Deres antal bliver også holdt nede.
Gedder og aborrer, som har nået en størrelse over 15 cm spiser dem. Strategien er forskellig, for mens aborrerne jager byttet, er gedden en sit-and-wait predator. Den gemmer sig mellem sivene, og springer frem med stor kraft – taktikken ses i dens bygning, hvor den er udstyret med en stærk hale. Lyset når ofte så langt ned i søen, at bundplanterne trives, og de er med til at fastholde søen som oligotrof (uforurenet).
Det dårlige kredsløb
Årsagen til det dårlige kredsløb starter ved næringsstofferne NO3– og PO43-, hvor er fosfat er den vigtigst i søen, for det er ofte fosfat, der er den begrænsende faktor. N/P-forholdet kan være. 1:15 (Kan svinge mellem 10:1 og 20:1 i lavvandede søer og være højere i dybe søer.), og det betyder at algerne skal bruge 15 nitratmolekyler, hver gang det skal bruge ét fosfat. Derfor vil blot en lille forurening med fosfor ramme søen hårdt med stor algeopblomstring. Forholdet svinger fra sø til sø og igennem året.
Næste led i fødenettet er zooplankton, men de har svært ved at holde de mange alger nede, fordi der er en overordentlig stor bestand af brasen og især skaller, der spiser dem hurtigere, end de kan nå at formere sig. De zooplankton der er tilbage, er både få og små, og små zooplankton er ikke effektive til at filtrere vandet i søen.
Fordi der er så mange munde, der skal deles om de få zooplankton, er skallerne små og underernærede, og vi kalder det et tusindbrødre-samfund. I sådan en sø bliver vandet meget grønt og uklart, og sigtbarheden lille, fordi zooplankton ikke når at græsse algerne. Gedden er afhængig af en ren sø uden alger. Flere steder kan du læse at gedder klarer sig dårligere i en forurenet sø, fordi vandet er grumset og de jager ved hjælp af synet, men det har vist sig at være forkert, fordi de udmærket kan finde byttet vha. deres sidelinjesystem, som er en række trykfølsomme celler langs siden af kroppen. Hvorfor de så klarer sig dårligere i grumset vand ved vi ikke endnu. En anden rovfisk – sandarten klarer sig bedre i de grumsede søer.
Lyset når heller ikke ned på bunden, så bundplanterne bliver udskygget, og det forværrer situationen yderligere ved at der hvirvles slam og fosfat op i vandet.