Vandløb
Vandet i naturen er i evigt kredsløb. Langt det meste vand er saltvand i havet mens ferskvand i søer, vandløb og grundvand kun udgør 4 % af jordens samlede vandressourcer. Der er også vand i luften, men det udgør blot 0,001 % af den samlede vandmængde.
Ferskvand dækker kun 1% af jordens overflade, men her lever 6% af alle beskrevne dyrearter.
Vandet bevæger sig konstant mellem hav, atmosfære, ferskvand og polernes iskalotter, og det er solens opvarmning, der driver vandets cyklus. Planter og verdens skove, spiller en stor rolle i vandets kredsløb. Et træ kan optage og afgive en stor mængde vand til atmosfæren, men modsat vil det forhindre fordampning pga. skygning af jordoverfladen. På den måde kan vandet bremses og cirkulere inden for et økosystem i en skov.
Regn
Der er stor forskel på hvor meget regn der falder i Danmark. Det regner mest i sydvest og mindst i nordøst. Den del af regnen som ikke fordamper samles i grøfter, bække åer og søer og ender til sidst i fjorde og havet. En del siver ned som grundvand, hvor det renses på sin vej ned igennem jorden, så vi kan pumpe det op som rent drikkevand mange år efter.
Der har i Danmark været mange søer, men desværre har jagten på god landbrugsjord betydet, af mange af dem er fyldt med jord og dyrket. Det er et tab af habitater for mange dyr – det er fx gået ud over frøerne.
Miljøforholdene i vandløb har stor betydning for en evt. forurening i søer og havet. Dem vil vi se nærmere på.
Skjern å er den mest vandrige å i Danmark. Den har også det største opland. Et opland er det areal, som den opsamler vand fra, så hvil en vanddråbe falder inden for det blå område, så ender den til sidst i Ringkøbing fjord. Der er mange små bække og åer med indskudte søer.
En skovbæk som er det øvre vandløb. pga. skygge fra træerne er der sjældent alger i sådan et vandløb, men det kan få store mængder organisk stof fra blade.
Danske vandløb kan nå 1½ gang om jorden og er levested for mange dyr og planter som ikke lever andre steder. ca. 75 % er mindre vandløb og bække, mens resten er større åer. For at skelne mellem bækken og den store å, så opdeler man vandløbet i 3 dele. Første del er et kildevæld, som fødes fra grundvandet der pibler op fra jorden. Kilden får flere tilløb og vokser til en bæk, og ender til sidst i en å, der til sidst løber ud i en fjord eller direkte i havet. Danmark er for lille til floder, men rent teknisk kan man godt kalde Danmarks længste å – Gudenåen for en flod.
De danske vandløb dækker 1,9 % af Danmarks areal, men det har tidligere været mere. Mange bække er lagt i rør eller gravet ned i kanaler.
Det slyngede vandløb
En å som får lov til at slynge naturligt. I det stille vand vil der aflejres sand og mudder, mens vandet vil grave jord ved de dybe høller. Afvekslingen af dybde, strømhastighed, mudder, sand, grus og sten byder på mange forskellige fysiske levesteder for fisk og smådyr, og derfor finder vi en høj artsdiversitet i slyngede vandløb.
ca. 10 % af danske vandløb er slynget, men flere og flere bliver slynget fordi det har giver en høj artsdiversitet.
Denitrifikation - fjernelse af nitrat
Det slyngede vandløb løber ofte over sine bredder, og oversvømmede marker har en stor miljømæssig gevinst. Forholdene på de oversvømmede marker bliver anaerobt (iltfri), og det kan omdanne den forurenende nitrat til gassen dinitrogen (N2) ved denitrifikation (se afsnit om nitrogenkredsløbet). Oversvømmede marker bliver anaerobe, fordi bakterier nedbryder det organiske materiale i jorden og opbruger ilten ved respiration. Fordi ilt diffunderer meget dårligt i vand, så kan luftens 21 % ilt ikke nå at diffundere ned i den oversvømmede jord, så bliver der iltfrit. Det er det samme der sker, når man drukner en potteplante – rødderne har brug for ilt, og planten dør uden.
Når vandløb rettes ud bliver der færre oversvømmede områder. Odense å var for ca. 150 år siden 1540 km lang, men er i dag kun 877 km og arealet omkring der kunne oversvømmes er halveret. Derfor ledes der mere nitrat ud i havene i dag.
Stryg
Mellem svingene kan der dannes lavvandede strækninger med stærk strøm og grus. Gruset har en stor overflade pga. de mange sten, og her sidder bakterier og små organismer, som optager og nedbryder dødt organisk materiale, der driver med strømmen. Det renser vandløbet, og man taler om ”vandløbets selvrensende effekt”. Igennem grus er gravet op for at bruge det til byggeri, så en del af genopretningen af et vandløb er at smide grus tilbage i vandløbenes stryg.
Ørreder søger op i vandløbet og gyder deres æg i strygets grus. Strygets grus gennemstrømmes af vand der forsyner æggene med ilt samtidig med at gruset beskytter dem. Havørreder og laks vandrer en tid efter klækningen ud i havet, og så vender de tilbage for at gyde samme sted de selv blev klækket. Forurening med mudder og sand kan lukke et stryg helt til, og stoppe for ilttilførslen til æggene. En anden alvorlig ”forurening” mod havørreder og laks er opstemninger som vandmøller, der forhindrer fiskene i at nå op og gyde – på den måde har man udryddet laksen i Gudenåen ved at etablere Tangeværket.
Udrettet vandløb
Et udrettet vandløb er kedeligt og ensartet og bunden er blød og mudret. Når man ser et udrettet vandløb siger man ofte at det er ”dødt”, men det er langt fra tilfældet. Et forurenet vandløb har ofte en højere biomasse af dyr og planter. Men fordi strømhastighed, bund dybde osv. er ensartede, så er der kun levesteder for meget få dyrearter. Artsdiversiteten er lav og iltindholdet er ofte også lavere, fordi der er en dårlig omrøring af vandet.
Udrettet vandløb. Foto: riccardofachirocom
Ørredæg og klækkede ørredyngel. Foto Ruth Hartnup